Et opgør med:


  1. det herskende menneskesyn
  2. forholdet mellem kunst, spiritualitet og videnskab
  3. den ensidige materialismen, individualismen og rationalismen


Intro til:

Den nye (kommende) tidsalder

Artikel:

Individualismens sammenbrud 


Hvordan kan det være, at flere og flere mennesker bryder sammen, udbrænder eller får depressioner? Det traditionelle svar er: det skyldes at vi har for travlt, har et for højt ambitionsniveau, har dårligt psykisk arbejdsmiljø, er forkælede eller er skrøbelige.


 Jeg vil ikke benægte, at disse og lignende faktorer kan have indflydelse. Blot vil jeg mene, at de ikke udgør hele forklaringen. Når WHO forudser, at stress og depression vil være de mest sundhedsbelastende tilstande i 2030(1); så er der noget rystende galt!


Årsagen til ovennævnte tilstand skal for mig at se søges et andet sted, end man traditionelt gør. Jeg er af den opfattelse, at problemet ligger indlejret i den vestlige kulturs selvforståelse og i høj grad skyldes den individualisme, som i vid udstrækning praktiseres. For selv om det positive ved individualismen er, at den gør op med en snæver kollektiv tænkemåde – f.eks. med det traditionelle familiemønster, med industrialismens rigide arbejdsforhold, med en elitær nationalopfattelse eller med religionstyranniet – så har individualismen en skyggeside. En skyggeside som ikke opvejes af, at individualismen – stadig set i forhold til en kollektiv forståelse – står for uafhængighed, personlighed, kreativitet, ansvarlighed og en form for broderskab (respekt for egen og andres frihed).


Hvis jeg med få ord skal indkredse individualismens skyggeside, så vil jeg påstå, at den frasiger sig en holistisk forståelse. Heri ligger, at den gør os alle til vores egen lykkes smed. Vi bliver oplevet som ’øer’, som ikke har nævneværdig forbindelse med hinanden. Betydning: hvis det går én godt og du har succes i tilværelsen, så er der kun at sige tillykke! Men lever du ikke op til de gængse normer for lykke, så bliver skylden placeret hos dig selv. Tankegangen er, at du har haft mange muligheder og derfor kunne have valgt anderledes!


I individualismen er der ikke en ’faderfigur’, som du kan læne sig op ad. Du er chef i eget liv, du er selv en autoritet. Dette giver frihed til at handle, som man lyster, men som sagt også frihed til ’at fejle’. Sker det, at man ’fejler’, ja så har man som sagt kun sig selv at takke herfor. På en måde kan valgene ikke gøres om. Har du først handlet, så kan du ikke vende tilbage til den situation, du kom fra. Man kan, som allerede filosoffen Heraklit (540-480 f.v.t.) var inde på, ikke bade to gange i den samme flod. Det vand eller den situation, der var der for et øjeblik siden, er der ikke længere. Det er noget nyt vand/en ny situation, som man er havnet i.


Derfor kan individualismens mange alternativer føre til megen tvivl, megen psykisk lidelse.  Prisen for egen selviscenesættelse er, at man kun periodevis kan glæde sig.  For i næste nu er der nye valg, der skal træffes – med den risiko, at man vælger ’forkert’. Og sådan bliver det ved og ved, hvilket ifølge Alain Ehrenberg udmatter selvet og baner vej for en eksplosiv vækst i antallet af depressioner (2).


Den norske psykiater Finn Skåderup sammenfatter hele individualismens bagside i kun 3 bogstaver. Hans bog fra 2000, der handler om rejsen i det moderne selv, hedder meget sigende: ”Uro”! (3).


Sammenbruddet, der kan komme af, at man ikke lykkes eller kan se sig ud af sin situation, er således indbygget som mulighed i individualismens paradigme. Hvor faren ved at lykkes er, at man kommer til at hænge fast, er faren ved det modsatte, at man får et nervesammenbrud, går fra koncepterne!


Kulturens tilbud, når det går galt, er at man vender tilbage/forbliver i det kollektive, dvs. til en tilstand før individualismen holdt sit indtog. Det er dette ’løsningsforslag’, som de systemopretholdende mænd/kvinder (som f.eks. psykiatere og psykologer) ofte giver deres klienter. Som eksempel kan tages den megen udbredte brug af ’Lykkepiller’. Selv om pillerne i folkemunde har fået nævnte navn, så består ’lykken’ ikke i, at klientens problematikker fjernes, men at der lægges låg på dem. Pillerne får klienten til at fungere i ’normaliteten’ og virker derfor kulturbevarende. Hvad de systemansatte ikke indser er, at klienten ikke kan bruge denne hjælp. Klienten har individualiseret sig, hvilket gør at det kollektive ikke længere er en reel mulighed! For klienten har fået et ’refleksivt’ forhold til familien, kirken, samfundets organisationer og nation.


Forsøger man derfor at vende sig til det kollektive – hvilket jeg altså ikke mener, man kan gøre – så ender man i det førkollektive, dvs. i det infantile, i ubevidstheden, på et arkaisk stadium. Dette kan vise sig ved, at man får et sammenbrud, en livstruende sygdom, en depression, en psykose eller begår selvmord. De gamle mystikere kaldte passende denne tilstand for ’sjælens mørke nat’. De af os, der har oplevet denne tilstand, ved, at tilstanden er ganske forfærdelig og det er meget krævende at komme ud af den igen!


Som følge heraf er den førkollektive tilstand heller ikke et reelt alternativ. Skulle man være så uheldig at ende i den tilstand, så har de fleste brug for hjælp fra kyndige personer og støttende omgivelser.


Hvordan undgå man så personlige sammenbrud? Mit og Osho’s bud er, at i stedet for at gå fra det individuelle stadium og gå nedad, så bevæge sig fremad/opad! Problemet er, at kulturen ikke er bevidst om denne mulighed. Kulturen fordrer som sagt, at man forbliver på det kollektive stadium, samtidig med at den gerne ser, at man udviser den dynamik, som karakteriserer det individuelle stadium (vi skal helst være fleksible, mobile og omstillingsparate – både i fritiden, på arbejdspladsen og i privatlivet)! At der kan være flere stadier ud over de allerede nævnte, er der generelt set ikke en forståelse for.


Stadiet over det individuelle benævner Osho som det universelle stadium. Det er universelt ved, at man transcenderer jeget/det individuelle. Det ligner det kollektive stadium derved, at det har et kollektivt element. Forskellen er dog den væsentlige, at det universelle spirituelle ikke forholder sig til gruppeopdelinger, men ser livet som et samlet hele. Når dette stadium kan kaldes spirituelt, så er det fordi, der erkendes en sammenhængningskraft bag alle de udtryksformer - både de materielle og de ikke-materielle. Bemærk venligst, at der her snakkes om spiritualitet og ikke om religiøsitet. Forskellen kan siges at være den, at det spirituelle er af almen karakter (ånden ses i alt), hvorimod religiøsitet ofte relaterer sig til noget institutionelt, der typisk er centreret omkring nogle skrifter, en kirke, faste ritualer og et ’præsteskab’ m.v.


Sættes det universelle stadium i forhold til det kollektive og individuelle, så kan følgende siges: Det kollektive og det individuelle stadium er patriarkalsk, hvorimod det universelle stadium hælder mod noget matriarkalsk. I modsætning til det patriarkalske, er det matriarkalske karakteriseret ved at det er ikke-krævende, har kærlighed/ følelser som fokusområde og er mere naturlig/ mere biologisk/mere instinktiv. Nøgleordet for det matriarkalske er tillid, hvor nøgleordet for individualismen er tvivl. Når vi når det universelle/spirituelle stadium oplever vi en solidaritet med eksistensen, en ny kreativitet og at vi er vidne til ’åndens virke’.


Er det så gjort med, at vi som menneskehed når frem til det universelle/spirituelle stadium? Nej, der er et endnu højere stadium. Dette stadie består i, at det patriarkalske og det matriarkalske forenes og den ledsagende følelse er at være ét med tilværelsen (er kommet hjem). Stadiet benævnes af Osho som enhedsbevidsthed. Dette er dog sød fremtidsmusik. Nu handler det først om at finde vejen til det universelle/spirituelle stadium!


Jeg har i denne artikel forsøgt at vise, at de mange personlige nedbrud, som vi oplever i vor tid og som højst sandsynlig vil accelerere i fremtiden, ikke er tilfældige. De skyldes, sådan som jeg ser det, at den vestlige kultur bekender sig til individualismens evangelium, ifølge hvilket, vi alle er herre i eget hus og dermed også skyld i egen succes/fiasko. Problemet med denne holdning er, at forholdet til lidelse, det at ældes og det at dø, også i høj grad individualiseres. Livet opfattes ikke holistisk, hvilket fører til megen tvivl/fortvivlelse og dermed sammenbrud. Afslutningsvis fandt jeg, at vi, i stedet for at gå tilbage til en kollektiv/henholdsvis førkollektiv tilstand, bude gå fremad/opad. Min og Osho’s løsning på individualismens dilemma bliver således, at vi må handle i forhold til livets universelle/ spirituelle side, hvis vi vil videre som menneskehed.

 

Artiklen er inspireret af/ henviser til Bagwan Shree Rajneesh’s foredrag: ”Play to thy Father in secret”, der står i bogen: ”I say unto you” vol. 1. Rajneesh Foundation International 1980 (NB! Bagwan Shree Rajneesh tog senere navneforandring til Osho, det navn der er benyttet i artiklen)

(1) World Health Organization: “Global Burden of Disease 2004”. Burden of Disease: DALYs Part 4 page 51

(2) Allan Ehrenberg: ”Det udmattede Selv”: Informations Forlag 2010

(3) Finn Skårderud: ”Uro – en rejse i der moderne selv”. Tiden Skifter 2000