Demokrit (ca. 460-ca. 370 f. Kr.):


"Skøn er overalt det ligevægtige, ikke overmål og mangel, synes det mig."



Om Livskunst!

Hvorfor snakker vi ikke om livskunst? Hvorfor er det at leve, at leve godt, ikke en kunstart? Hvorfor er livskunst ikke den fornemmeste af alle kunstarter? Et langt og indholdsrigt liv er da langt fra en selvfølgelighed!

 

Når livskunst ikke er på plakaten, kan det skyldes den vestlige kulturs funktionalistiske og pragmatiske tilgang til tilværelsen. Tingene har ikke en egenværdi, skal have et formål, skal giver en form for afkast o. lign. Tag f.eks. psykologien. Psyke er det græske ord for sjæl og logi betyder lære, så psykologi er “læren om sjælen”. Men hvornår har du hørt en moderne psykolog snakke om sjælen? Nej vel! Og med god grund. Psykologien handler ikke længere om sjælen. Er stort set reduceret til et spørgsmål om adfærdsændringer og hensigtsmæssige kognitive processer. Videnskabs- og nyttetænkningen har også holdt sit indtog her.

 

At vi, som mennesker, har en sjælelig side og at denne side har brug for næring, dybde og passende udfordringer, berøres sjældent. Nutidens psykologi fokuserer på det dysfunktionelle såsom stress, angst, depression og kærer sig ikke synderlig om det salutogenetiske perspektiv, hvor det er det, der fungerer: det sunde/det raske, der er omdrejningspunktet.

 

Hvis det at leve skal være en kunstart, være livskunst, må områder, der normalt ikke arbejder sammen, begynde at gøre det. F.eks. burde kunst, spiritualitet og videnskab går op i en højere enhed og befrugte hinanden. Vores dages skarpe opdeling af disse fagområder, gavner ingen af områderne. Hvis kunst ikke inkluderer det spirituelle metaperspektiv, bliver det let til kunst for kunstens egen skyld. Videnskabstænkning uden en kunstnerisk tilgang bliver let til gold rationalisme. Spiritualitet, der ikke har den videnskabelige nysgerrighed/redelighed, kommer til at mangle jordforbindelse. Men sammentænkes de 3 områder, sker der noget nyt!

 

Den videnskabelige og kunstneriske tilgang til verden fremstilles ofte som uforenelige. Men det er den nødvendigvis ikke. Når man indenfor malerkunst arbejder med serier, så kan det ses som en kreativ, nonverbal og følelsesmæssig undersøgelse af bestemte fænomener. Selv om denne undersøgelse ikke udmunder i magister- eller doktorafhandling, så har det kunstneriske udtryk sin egen ‘validitet’. Der bliver stillet spørgsmål, gjort opmærksom på sider af livet, som normalt ikke belyses, hvilket langt hen ad vejen også er det, videnskaben gør. Tilgangen er forskellig, outcome er forskelligt, men det videnskabelige og kunstneriske opmærksomhedsfelt kan meget vel være grundet i samme!

 

Problemet med videnskaben og meget kunst er, at den ikke forholder sig til spiritualiteten, til metaperspektivet. En af grundene hertil er, at religion og spiritualitet bliver blandet sammen. Sådan som jeg ser det, er det to forskellige område. Da alt i sidste end er ånd (ånden er sammenhængskraften!) så er spiritualitet ikke noget man ’kan dyrke’, men noget man er, er født med. Om man vil benytte en religiøs tilgang hertil, er et tilvalg. Herudover er jeg af den opfattelse, at religionernes tid, som kollektive fænomener, er ved at rinde ud. Den nye tidsalder, som er den universelle spirituelle tidsalder, tager sit afsæt i individualismen. Nu er det op til det enkelte mennesker at gribe/at forstå sig som spirituelt – som et universelt væsen.

 

Når den spirituelle dimension ikke inddrages, så mister både videnskaben og kunsten synet for sammenhængskraften. Videnskaben bliver let gold, intellektuel og for pragmatisk og kunst ender let i det private, fragmenterede og indforståede.

 

Når dette er sagt, så er det heller ikke befordrende for spiritualiteten, at den står alene. Kommer den ikke ned fra sit elfenbenstårn og forbinder sig med livet på jord, så bliver den for ’de frelste’, en luftig ophøjet størrelse, der ikke tåler et faktatjek.

 

Sagt med andre ord: begrebet livskunst er kommet for at blive og det, som er skitseret her, er blot en start.