Vi bliver nødt til at se i øjnene, at vi skal gå over til "Grøn skrump". Et begreb som den tyske finansredaktør Ulrike Herrmann er fremkommet med. Hendes begrundelse er bl.a.: "Solpaneler og vindmøller leverer kun strøm, når solen skinner og vinden blæser. For at tage højde for vindstille perioder og mørke må energien lagres – og processen er så bekostelig, at der vil være knaphed på grøn strøm. Hvis den grønne energi skal række, er der kun "grøn skrump" tilbage." (”Kapitalismens afslutning” 2023, IPhone 6 s.15)
At "grøn vækst" ikke rækker er også Bjarke Dahl Mogensen og Rune Detlif Baastrup inde på. Førstnævnte er politisk chef i Socialdemokratiet og den anden er direktør i Teknologirådet/Deltager Danmark. I deres bog fra 2023, med den sigende titel: "Efter festen", skriver de: "overgangen til bæredygtige samfund er et opgør med målet om grænseløs vækst i den rige del af verden."(s. 11)
Ideen om "grøn skrump" kan være svær at kapere, er ikke behagelig. Det er ikke rart at skulle gå fra det, der kan opleves som et højere niveau til et niveau lavere. Fra høj velfærd til en begrænsning af velfærden. Kan opleves som at blive fattigere, som at ens frihedsrettigheder bliver indskrænket.
Men det behøver ikke at blive oplevet på den måde. For der er ikke ligefrem proportionalitet mellem materiel velstand og lykke. Du kan faktisk godt have det godt, uden at du er hovedrig.
Inden for lykkeforskning er man inde på, at du, hvis du har fået dækket dine basale behov - behovet for at have tag over hovedet, mad på bordet, gode kontakter etc. - ikke bliver procentvis lykkelig af at kunne fordoble eller tredoble din materielle velstand m.v. Har du eksempelvis en bil, så bliver du ikke dobbelt så lykkelig af at få endnu en, og tre gang så lykkelig ved at have en tredje!
Den herskende forestilling om, at mere er godt og meget mere er endnu bedre holder således ikke - stadig under forudsætning at de basale behov er dækket, hvilket de jo er, for en meget stor del af befolkningen, i et rigt land som Danmark.
Omtalte dynamik kendes også indenfor økonomisk teori, hvor den kaldes Velstandsparadokset. Et udtryk for det forhold, at en voksende økonomi kan afstedkomme minimal (hvis overhovedet nogen) fremgang i tilfredsheden. I "Efter festen" uddyber Mogensen og Baastrup dette med følgende konklusion: "Al evidens viser, at i gennemsnit er folk ikke blevet det mindste lykkeligere de sidste 50 år, på trods af at indkomsten er fordoblet." (s. 62)
Ikke nok med at meget mere ikke er endnu bedre, men det er heller ikke etisk forsvarligt, tærer på jordens ressourcer, skaber større affaldsbunker og der udledes for meget CO2/Metan. Ulrike Herrmann nævner i bogen: ”Kapitalismens afslutning”, at undersøgelser, blandt 1 procent af Tysklands rigeste del af befolkning, har vist, at de i gennemsnit udleder 20 gange så meget CO2 som den fattigste del. (s. 495-496 IPhone 6 format).
Sagt med andre ord: mere er nødvendigvis ikke bedre, samtidig med at det heller ikke er forsvarligt.
Spørgsmålet er derfor: kan vi leve med " grøn skrump" og stadig være lige så lykkelige, som hvis vi ikke var nødt til det? Mit svar er: ja det kan vi, hvis vi bevidst arbejder med os selv, arbejder med psykisk og spirituel udvikling. For lykke er en følelse og får vi næret vores indre behov, får ryddet op i vores indre rod, får styrket vores eget værd (på den gode sunde måde), så kan vi sagtens leve med mindre, vel at mærke uden at føle afsavn.
Eller med andre ord: "grøn skrump" behøver ikke at være et fravalg af lykke, men kan være et tilvalg af noget indre, som højner vores oplevelse af fred, af at være værdifuld.
Er klimakrisen udelukkende et spørgsmål om Co2-kvoter, Metan, udfasning af fossile brændstoffer, den grønne omstilling og lignende? Hvis du spørger mig, er svaret nej. Omtalte forhold er sideeffekter, udgør ikke det egentlige problem. Og hvad er så det ’egentlige problem’? Mit svar: vores - de riges landes og dens bedre stillet del af befolkning - måde at leve på. Den er ikke bæredygtig. Og årsagen hertil: den vestlige civilisations mindset!
At vores måde at vækste på kunne blive et problem, blev allerede slået fast for små 50 år siden. I 1972 udsendte forskerteamet Romklubben bogen: ”Grænser for vækst”, der blev tryk i 12 millioner eksemplarer og udkom i 30 lande. Hovedkonklusionen var klar: ”Hvis den nuværende udvikling med vækst i befolkningstal, industrialisering, forurening, fødselsproduktion og forbrug af uerstattelige ressourcer fortsætter uændret, vil grænserne for vækst på denne planet være nået inden de næste hundrede år.”
Hopper vi frem i tiden, til 2014, udgav professor emeritus i organisations- og ledelsesteori ved Århus Universitet, Steen Hildebrandt bogen: ”Vækst og bæredygtighed”. På bogens bagside, der på en fin måde opsummerer bogen, står: ”Hildebrandt argumenterer for at vækst er meget mere end kortsigtet økonomisk og materiel vækst. Vækst handler også om dannelse, uddannelse, miljø, livskvalitet, bevidsthed, menneskeligt nærvær, samarbejde og empati.”
Blev vores vækst så bæredygtig? Det korte svar er: nej, hvilket (jo) klimakrisen med al tydelighed viser. Og får vi ikke gjort noget ved den, så går det den helt forkerte vej. Ifølge første del af FN’s klimapanel IPCC’s sjette statusrapport, ser vi ind i en fremtid, hvor vi skal forvente hurtigere temperaturstigninger, hurtigere afsmeltning af is og sne på polerne, betydelig vandstandsstigning i havene og at vejret fortsætter med at blive mere og mere ekstremt.
Den 21.11.2021 var der i Information et interview med den franske energiforsker Pierre Noël. Han var rimelig pessimistisk vedrørende fremtiden; opridsede 3 scenarier for, hvordan det kunne gå. Første scenarie var at stormagterne ville overgå til en form for krigsøkonomi, dvs. tog sagen i egen hånd og mobiliserede alle deres ressourcer og al deres energi til den nødvendige energiomstilling. Andet scenarie var at der blev hevet i nødbremsen, dvs. at der på obskure måder blev grebet ind i jordens klimasystem. Det kunne være ved at hælde enorme mængder jern ud i havet, som ville få bestemte planktontyper til at vokse voldsomt og dermed suge CO2 ud af atmosfæren. Sidste mulighed: ”at der (ville ske) et sammenbrud i vores samfund, fordi de to institutioner, der strukturerer vores liv – demokrati og kapitalisme – (ville miste) deres legitimitet på grund af klimakrisen.”
Personligt frygter jeg, at det ender med sidstnævnte mulighed, hvis vi ikke ændrer vores tilgang til krisen. Der er brug for et paradigmeskifte, hvis det ikke skal ende med en apokalypse, er min påstand.
Og hvori består dette paradigmeskifte? Mit bud er: at de 3 ismer, som vores, den vestlige civilation, bygger på: individualisme, materialisme og rationalisme skal afbalanceres.
Det, der kan afbalancere den overdrevne individualisme, er, sådan som jeg ser det, det globale perspektiv. Globalismen bygger på en forståelse af, at vi er én menneskehed, der sammen udgør et hele – på tværs af nationale grænser, hudfarve, tro, skikke o. lign. Her kærer alle sig om, at løsningerne er til fælles bedste.
Materialismen, både den privat- og statskapitalistiske (Sovjetunionen og Kina), vil jeg ’blødgøre’ med holismen, at livet ikke kun har en fysisk side men også en sjælelig og åndelig. Eller sagt med andre ord: at de erkendelser som vores fysisk orienterede videnskab bygger på, bør suppleres af dem, man er nået frem til indenfor åndsvidenskaben. Muliggjort af en forskning i, hvad en ’bevidsthedsteknologi’ kan bibringe menneskeheden.
Den rationalistiske tankegang er hensigtsmæssig, når det gælder om at ændre fysiske forhold. Men når det kommer til at forstå de større sammenhænge, rækker den ikke, hvilket den udbredte snak om en manglende sammenhængskraft indikerer. Modsat den rationelle fremgangsmåde, der går fra a til b og så måske ender med å, har vi brug for et intuitivt/holistisk perspektiv.
Så jo, det er muligt at ændre klimakrisen, men det kræver vores mindset får et ’serviceeftersyn’. Før denne erkendelse har indfundet sig, kan klimakrisen ikke tackles tilfredsstillende, som jeg ser det.
